Johnny Manziels NFL-karriere tager endnu en negativ drejning, idet hans ellers nyudnævnte agent, Drew Rosenhaus, har droppet sin klient og opfordret ham til at søge hjælp omgående.

'Johnny Football' indtog den amerikanske fodboldliga som en rockstjerne. Da Cleveland Browns draftede ham i 2014 fra Texas A&M, blev han udnævnt som frelseren hos Ohio-holdet.

Sådan er det langt fra gået - og det kan Manziel hovedsageligt takke sig selv for. For gennem sin karriere har han rodet sig ud i en masse dumme sager uden for banen, hvor han tilsyneladende kæmper med store personlige udfordringer.

Og netop de udfordringer har nu fået den kendte og anerkendte agent Drew Rosenhaus til at give Manziel et ordentligt gok i hjelmen.

»Jeg kan ikke udtrykke det klart nok - det er en liv- eller dødsituation,« siger Rosenhaus i et SiruisXM NFL-interview.

I samme interview fortæller han, at han har givet Manziel besked om, at han bør søge hjælp. Gør Manziel det inden for fem dage, vil Rosenhaus være villig til at genoptage samarbejdet.

»Hvis han ikke gør det, derimod, så er han desværre nødt til at finde en anden agent,« siger Drew Rosenhaus blandt andet.

Manziel var senest involveret i noget værre rod, da han i januar blev anklaget for at have udøvet vold mod sin eks-kæreste. En jury skal tage stilling til, om Manziel skal dømmes i sagen.

Cleveland Browns fyrede Manziel på første dag af NFL's transferperiode, free agency. Manziel har endnu ikke fundet sig en ny klub.