Et enebarn eller søskende? Der er masser af fordele at hente, uanset hvad du vælger. Her er 10 fordele ved at have et enebarn.

Et enebarn eller søskende? Der er masser af fordele at hente, uanset hvad du vælger. Det er imidlertid ikke alle, der er så heldige, at de kan vælge at få søskende til deres (ene)barn. Andre vælger af forskellige årsager, at et enkelt barn er det helt rigtige antal for dem. Hvis du har taget en frivillig eller ufrivillig beslutning om at få et enebarn, giver vi dig her 10 fordele ved netop det.

1. Praktikken er mere enkel

Med kun ét barn er der næsten halvt så mange praktiske gøremål. Kun én, der skal afleveres, kun ét barns behov at tage stilling til, og når jeres barn bliver større, er der kun én, der skal køres til fodbold og kun én kage at bage til forældreaften på skolen.

»Det betyder, at I har langt mere overskud til jeres barn, der vil nyde godt af dét,« siger par- og psykoterapeut Hanne A. Petersen.

Jeres ressourcer kan ganske enkelt være større, når I ikke skal dele dem ud mellem flere børn, mener familiepsykolog Heidi Agerkvist.

»Ikke nok med at I har mere tid til jeres barn, så har du også mere tid til dig selv, og I har tid til hinanden. Det er ikke en uvæsentlig faktor i forbindelse med en familieforøgelse og dermed for dit barns udviklingsmuligheder. For at tale i institutionssprog kan man sige, at normeringen er bedre, når I kun har ét barn,« siger Heidi Agerkvist.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard: ”Jeg har ikke svært ved at aflevere min søn i vuggestue

2. Der skal købes færre flyverdragter

Økologiske bleer, vinterstøvler med udfor, flere tusinde kroner per måned til institutionsplads og udgifter til tøj, dit barn ikke når at slide op. Det er dyrt at have et barn.

»Med kun ét barn vil I ikke nødvendigvis blive rige, men I vil have et større råderum, da der vil være nogle penge, I ikke skal bruge,« siger Heidi Agerkvist.

3. I har nemmere ved at få passet

Helt ærligt; en gangbesværet bedstemor har formentlig lidt sværere ved både at passe en toårig og en baby fremfor et enebarn.

»Det er langt nemmere at få bedsteforældre til at passe ét barn frem for to eller tre, eller at have en friaften, fordi jeres barn overnatter hos en ven. I kan ikke forvente, at alle i jeres netværk kan jonglere to eller tre børn,« siger Heidi Agerkvist.

4. Mindre dårlig samvittighed. Måske …

En del mødre kender til følelsen af dårlig samvittighed, der for mange følger med den dag dit barn fødes, og du bliver mor. Og også på det punkt, er der fordele at hente som mor til kun ét barn, mener Heidi Agerkvist.

»Nogle vil nemmere få adgang til følelsen af at slå til som forælder, end dem der har flere. For med flere børn oplever mange forældre sig splittede imellem at stå med to forskellige børn, der har to forskellige behov på samme tid. Du mangler ikke arme på samme måde, når du kun har ét,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Derfor skal små børn undgå komælk

5. Plads til mere dig-tid

I dag er det ikke altid nok ”bare” at være en god mor. Mange kvinder vil også kunne mestre alle de andre ting som arbejde, fritidsinteresser og venner, og det kan være svært nok at forene med ét barn.

»Den senmoderne familie har typisk stor appetit på alle facetter af livet; fuldtidsjob, sport og andre interesser, samvær med vennerne, frivilligt arbejde. Og så selvfølgelig børn. Eller barn. For en af fordelene, ved kun at få ét barn, er, at det bliver nemmere at få hverdagen til at hænge sammen,« siger Hanne A. Petersen.

6. Ingen søskendejalousi

Jalousi mellem søskende er svært at komme udenom. Nogle oplever det meget mellem deres børn, andre mindre. Men som Heidi Agerkvist pointerer, så er det et element, I kan trække ud af ligningen, hvis I nøjes med ét barn.

»I nogle familier kan der opstå et konkurrenceelementet om, hvem der kan få mest opmærksomhed og få sine behov dækket frem for bror eller søsters. Det slipper I for. Der kan også ofte opstå tvivl hos søskende om, hvorvidt du som mor bedre kan lide bror eller søster og en følelse af, at ens søskende bliver forfordelt. Med kun ét barn vil der ikke være nogen tvivl om, hvilken plads dit barn står på,« siger Heidi Agerkvist.

»Dit barn vil nemlig altid komme først og aldrig føle sig overset af dig.«

7. I har færre barnets sygedage

Jo flere børn I har, jo flere sygedage vil der også være og dermed også flere morgener med skænderier om, hvem der (igen) skal ringe til sin arbejdsgiver med dårlige nyheder.

»Med ét barn er der færre barns første sygedage, som I begge kan skiftes til at tage. Dermed bliver der mindre stress og dårlig samvittighed over for jeres barn og jeres arbejdspladser,« siger Hanne A. Petersen.

LÆS OGSÅ: Mød Silas Holst og hans regnbue- familie

8. Fleksibilitet

Med to børn kan det være temmelig udfordrende at lave planer sammen i weekenden, så alle er glade, for der er noget, der hedder døgnrytme og logistik.

»Et enebarn bliver ikke begrænset af en yngre søskende, der skal tages hensyn til i forhold til lur, formåen og så videre,« siger Heidi Agerkvist.

Jo færre behov I skal tage hensyn til, desto mere fleksible kan I være.

»I kan også nemmere have ”fri” om aftenen, i forhold til, hvis I har store og små børn, hvor der hurtigt vil være behov, der skal mødes fra tidlig morgen, hvor de yngste vågner, til sen aften hvor de ældste går i seng,« siger Heidi Agerkvist.

9. Det kan være nemmere at lade op

”Tager I ikke i zoologisk have?” er en sætning, du lidt nemmere kan slynge af sted til din partner, hvis I kun har ét barn. For det kan sommetider kræve sit at jonglere mere end ét barn blandt vilde dyr – eller i en bus for den sags skyld.

»Det er blevet mere legalt, at forældre også har behov for tid til sig selv, og med ét barn kan I deles om arbejdet, så når den ene er på, kan den anden hvile ud, gå til yoga, spise brunch med veninderne eller cykle mountainbike med vennerne, og dermed samle kræfter til at tage over igen,« siger Hanne A. Petersen.

10. Et, to eller flere? I ved bedst

»De fleste har en forestilling om, at en familie består af far, mor og børn – i flertal. Samtidig mener mange, at enebørn bliver forkælede og egoistiske, eller at de bliver ensomme uden søskende, så idealet er, at der skal være flere børn i en familie,« siger Hanne A. Petersen.

Men det mener par- og psykoterapeuten ikke, at I skal lade jer styre af.

»Grundlæggende mener jeg, at I skal få det antal børn, som I har lyst og overskud til at have. Det giver den bedste trivsel, både for jeres barn eller børn og for jer som forældre. Nogle trives med et enkelt barn, mens andre synes, det er lykken at have fire,« siger hun.

Hvis det giver mest mening for jer at få ét barn, så lad jer styre af det, fremfor hvad normen dikterer.

Læs vores tema om søskende i magasinet, som er på gaden nu.

Kilderne ønsker at slå fast, at der, ligesom at der er mange fordele ved kun at få ét barn, er ligeså mange fordele ved at få flere børn. Nogle familier har det bedst med kun ét barn, hvor andre har det ligeså godt med to eller flere.

LÆS OGSÅ: 5 tip til at støtte dit enestående enebarn

LÆS OGSÅ: Styrk dit enebarn

LÆS OGSÅ: “Kan man have kærlighed nok til to?”

Artiklen er oprindeligy bragt i HER&NU.