Vel nærmest alle forældre kender det. Den fire-årige eller den 15-årige er kropumulig, man er selv træt og så opstår de der helt store og kedelige skænderier, hvor ingen er vinder og alle ender vrede. Hvilket er lig med krise.

Men der kan være en rimelig simpel, men måske lettere tidskrævende løsning på problemet. Det skriver Time Magazine.

Bladet har nemlig haft fat i en ekspert på krise-området. Og det er ikke den type ekspert, som man skulle tro. Det er en af FBI's eksperter på gidselsituationer.

Og løsningen er egentlig ret simpel, for dér hvor en umulig fire-årig eller 15-årig ofte taber tråden fuldstændig, er når den voksne ikke anerkender og lytter på barnet eller den unges problem - uanset om der er et.

Nøglen er, at man skal lytte til problemet og lad dem forstå, at du er med på, at der er et problem.

En opdagelsesproces
Som FBI's ekspert, Chris Voss, siger til magasinet:

»Idéen er at lytte til, hvad den anden side har at sige og så give det tilbage til dem. Det er en slags opdagelsesproces for begge sider. For det første er du i gang med at finde ud af, hvad der er vigtigt for dem, og for det andet, så prøver du at hjælpe dem med at høre, hvad de siger, for at finde ud af, om det, de siger, giver mening for dem,« forklarer Chris Voss.

Og det gælder altså ikke kun i tilfælde med børneopdragelse. Det er en teknik, som FBI bruger, når de skal tale og forhandle med gidseltagere.

Og her nytter det ikke, at lade være med at lytte til, hvad gidseltageren siger. I stedet er tanken, at man skal lytte til dem, og prøve at forstå, hvorfor de siger, som de gør. Og om de selv forstår, hvad de siger.

Det vil gøre, at børn såvel som gidseltagere føler sig hørt. Og det kan betyde, at hele situationen bliver meget lettere for alle parter.

Fire gode råd
I artiklen opsummerer magasinet eksperten i gidselforhandlingers råd. Og de stemmer ganske fint overens med, hvad flere eksperter i den ædle kunst at være forælder siger.

1. Lyt med din fulde opmærksomhed: Alle har brug for at føle sig forstået. Og det er ikke anerledes med børn.

2. Anerkend deres følelser: Genfortæl dem, hvad de sagde. Lad være med at sige du forstår, vis dem, du forstår.

3. Giv deres følelser et navn: 'Det lyder som om, du synes, det er unfair.' Det får deres hjerne til at slappe af.

4. Stil spørgsmål: Du vil løse deres underliggende følelsesmæssige behov, ikke gå ind i en debat om hvorvidt det er logisk.