Afstemning

Skilsmisse: Hvem ejer hundene?

Kære Kirsten

Min samlever og jeg skal skilles. Vi har boet sammen i fire år og har to hunde. Vi står begge på købsaftalen. Jeg har betalt forsikringen, men den står i min kærestes navn. I hunderegisteret står vi begge registeret som ejere.

Desværre kan vi ikke blive enige om, hvem der skal have hundene. Vi har begge to mulighed for at give hundene et godt hjem, og vi har også overvejet at lave "fælles forældremyndighed", og at hundene skal være på skift én uge hos os hver.

Læs også: Skilsmisse - hvem skal have hunden?

Dét vi er helt enige om er, at hundene ikke skal skilles. Det er to labrador på henholdsvis to og tre år, som er meget knyttet til hinanden. Kan du give os et godt råd?

Hilsen Lars

Læs også: Fem gode tips til skilsmissehunden

Kære Lars

På dit spørgsmål kan jeg heldigvis fornemme, at I er enige om, at der skal træffes en løsning, som er bedst for hundene, og at I også er enige om, at I begge er lige egnede til at have hundene og kan give dem et godt hjem.

Det er et godt udgangspunkt for den løsning, som I selv må finde ud af, for der er ikke noget rigtigt juridisk svar.

Når I begge står på købsaftalen, så ejer I hundene i fællesskab. Registrering i Dansk Hunderegister er ikke noget entydigt bevis for ejerforholdet, og navnet på forsikringen er det heller ikke. Men alle disse forhold vil naturligvis være elementer, som en domstol vil lægge vægt på, hvis I vil føre en retssag om, hvem der skal have hundene.

En løsning kunne være, at I henvender jer til en 'mediator', dvs. en person som har særligt kendskab til konfliktmægling, så I får hjælp til selv at finde frem til en model, hvorefter I kan deles om hundene. Det bør naturligvis være på en måde, som først og fremmest tilgodeser hundenes behov for at være sammen og for at leve under rolige og stabile forhold, men som også tager hensyn til jeres følelser.

En anden og gratis løsning er, at I trækker lod om, hvor hundene skal bo, men at den tabende part får mulighed for jævnligt at besøge hundene og gå tur med dem osv. Forinden lodtrækningen bør I have lavet en aftale om, hvordan fremtiden skal fungere, f.eks. hvor ofte den anden skal have mulighed for at låne hundene, om I skal deles om udgifterne til vaccination, mad osv.

Jeg håber, at I kan finde en god løsning, som tager mest muligt hensyn til hundenes tarv, og at I kan forblive gode hundemennesker, selv om jeres eget forhold er slut.

De venligste hilsener
Kirsten Maxen

Del