Overfaldet af en anden hund

Kære Kirsten
Jeg har en lille terrierblanding på otte år. Det er en tæve. Hun er blevet lidt mere sur med alderen og kan godt finde på at knurre ad andre hunhunde, men hun nøjes altid med kun at knurre.
Det gjorde hun også forleden, da jeg gik med hende i en park, hvor man gerne må have løse hunde, og vi mødte en meget lille ruhåret gravhund, som også var uden snor.
Helt uden varsel angreb den lille gravhund min hund. Gravhunden var helt vild og sad fast i øret på min hund, da jeg løftede hende op for at redde hende. Gravhunden gav ikke slip, selv om den var meget mindre end min hund, før ejeren kom løbende og nærmest vristede den fri.
Vi troede ikke, at der var sket noget særligt, men min hund blødte i øret. Det viste sig, at blodet ikke ville stoppe, så det kostede alligevel en tur hos dyrlægen. Desværre fik jeg ikke navn og adresse på gravhundens ejer. Men skulle deres forsikring ikke have betalt?
På forhånd tak Thomas
Kære Thomas
Ifølge hundelovens § 8, skal hundens besidder/forsikringsselskab erstatte de skader, som hunden forvolder, og det er lovpligtigt at tegne en hundeansvarsforsikring. Forsikringsselskabet skal derfor erstatte den skade, som hundens besidder har ansvaret for. Men hvis skadelidte har medvirket til skaden, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde.
Selv om din hund måske har knurret ad den anden hund, så har modparten alligevel det fulde ansvar for, at gravhunden reagerede ved at overfalde og bide din hund.
Det er derfor en skam, at du ikke fik navn og adresse på ejeren, så deres forsikringsselskab kunne have betalt. Det bør man altid sikre sig i forbindelse med et hundebid, for et lille sår kan risikere at udvikle sig til en infektion. Så er det ærgerligt ikke at kende overfaldshundens ejer.
Måske kan du sætte et opslag ved indgangen til parken, hvis det er et sted, hvor mange mennesker normalt lufter hunde. Det kan jo være, at ejeren henvender sig, eller at andre kender hunden.
Med venlig hilsen Kirsten Maxen




