Afstemning

Kan jeg få depositum tilbage på forkølet hvalp?

Kære Kirsten

Jeg har betalt depositum på min hvalp, men den er så i mellemtiden blevet forkølet, og den har fået penicillin to gange. Det er nu ikke sikkert, at jeg kan få en helbredsattest fra dyrlægen, når jeg skal overtage den.

Hvad, hvis den nu bliver ved med at være syg, hvordan står jeg så? Kan jeg levere hunden tilbage, hvis den bliver syg igen efter, at jeg har overtaget den. Og kan jeg få mine penge retur?

Venligst Henriette

Kære Henriette

Juridisk set er en hund at betragte som en "genstand", dvs. at købeloven er gældende, og hvis sælgeren ikke inden for en rimelig frist kan levere "sagsgenstanden" har du ret til at hæve købet.

Dvs. at hvis du ikke kan få hunden med en helbredsattest fra dyrlægen, så har du ret til at forlange dit depositum tilbage.

Hvis du efterfølgende en overtagelse af hunden konstaterer, at den lider af en alvorlig mangel, dvs. i dit tilfælde at den fortsat er syg, har du valget mellem at hæve købet eller kræve forholdsmæssigt afslag i købesummen.

Dette er juraen i sagen.

Men dit spørgsmål giver mig alligevel også anledning til stor undren. For hvis du vælger at købe en hvalp, som du ved har haft helbredsmæssige problemer, hvordan kan du så tænke tanken bare at levere den tilbage og kræve at få dine penge tilbage?

Hvad enten man får en hvalp eller et barn burde det være sådan, at man påtager sig de forpligtelser, som følger af forældreskabet, og så kan man naturligvis være mere eller mindre heldig.

Måske er hvalpen længe om at blive renlig, måske har den allergi, måske er hundens pels ikke så fin, som den burde være - og det samme gælder børn, de bliver heller ikke alle sammen lige smukke og lige kloge.

Men hvis du allerede på forhånd overvejer, hvordan du kan reagerede juridisk ved at levere hvalpen tilbage, så vil det være mit råd, at du i stedet skulle overveje, om du virkelig ønsker at være hundeejer?

Med venlig hilsen Kirsten Maxen

Del