Hvor må vi lufte hunde?

Spørgsmål til Danmarks bedste hundebrevkasse
Kan et bolgselskab forbyde folk, som ikke bor i selskabets boliger, at lufte deres hunde på boligselskabets område? Advokaten Henrik Holm giver råd og besvarer spørgsmål sendt til Vi med Hunds brevkasse.
Kære Henrik
Jeg bor i en privatejet bolig, og min grundejerforenings område støder ud mod et almennyttigt boligselskabs område. Skellet imellem de to områder er visse steder markeret med et levende hegn. Der er flere passager med fortov, som forbinder områderne, og beboerne fra begge områder bruger passagerne dagligt.
Boligselskabet har nu opsat et skilt ved en af stierne, hvor der står: ”Hundeluftning kun på eget område”. Teksten vender kun ind mod min grundejerforenings område og altså ikke ind mod boligselskabets eget område.
Mit spørgsmål er nu, om et boligselskab kan forbyde folk, som ikke bor i selskabets boliger, at lufte deres hunde på boligselskabets område? Særligt set i lyset af, at boligselskabets område er frit tilgængeligt og ikke hegnet ind. Samtidig er stedet et bindeled mellem det område, jeg bor i, og centrum af byen, hvor forretninger og S-togs-station er.
På forhånd tak for hjælpen fra Tina
Advokatens svar
Kære Tina
Sådan som du beskriver de faktiske forhold, må jeg forudsætte, at der er et afgrænset område, en matrikel, som på den ene side ikke er indhegnet med hegn, men på den anden side utvivlsomt er omfattet af den almennyttige boligforenings ejendom.
Det primære formål med de veje og stier/fortove, som er i området, er derfor at tjene som adgangs-veje for beboerne.
Imidlertid kan jeg forstå, at veje og stier også anvendes af omkringboende parceller som adgangsvej til f.eks. S-togs-station, så vejene må være blevet en del af det generelle stisystem i hele området.
Når jeg ridser disse forhold op, skyldes det, at disse er af stor betydning for et svar.
Udgangspunktet er, at færdsel på privat grund, og det er det jo i dette tilfælde, selv om ejeren er et almennyttigt boligselskab, ikke er tilladt jf. mark- og vejfredslovens § 17.
Imidlertid er man nødt til at vurdere de stedlige forhold, herunder om den pågældende vej eller sti er placeret således, at det tillige kan tillades andre at benytte den.
Dette vil typisk være tilfældet, hvis vejen eller stien indgår som en del af et samlet sti- og vejsystem eller er en etableret privat fællesvej eller endelig, hvis andre har tinglyst ret til færdsel. Om det sidste er tilfældet, ved vi jo ikke.
Jeg må gætte på, at den vej, du omtaler, er blevet en integreret del af et samlet stisystem, så offentlig færdsel på vejen/stien er lovlig.
Dette vil betyde, at skiltning, som medfører begrænsninger i færdslen, i byområder normalt skal godkendes af kommunen og politiet. Ved tvivl om vejens status må dette afgøres af domstolene. Dette har også betydning for, hvilke love der skal bruges, herunder privatvejsloven, naturbeskyttelsesloven m.m.
Ovennævnte bemærkninger vedrører kun selve vejene og stierne, ikke de grønne hegn op til arealerne. Disse arealer tilhører nemlig ejeren, og denne kan frit forbyde hundeluftning på disse, ligesom enhver anden haveejer. Håber, dette hjælper dig lidt på vej.
Med venlig hilsen Henrik Holm




