Vores franske bulldog er blevet enebarn
Hej!
Indtil for én uge siden havde vi to dejlige franske bulldogs, men vi måtte desværre af med den ene pga. dårlig ryg. Nu er vores anden hund så alene for første gang nogensinde. Er der noget vi skal være specielt opmærksomme på?
Han har alle dage tisset inde om natten, men var holdt et godt stykke tid. Nu er han startet igen. Hvordan vænner vi ham af med det?
Mvh. Trine
Kære Trine
Det er godt, at I er særligt opmærksomme på jeres hund efter, at han nu er blevet alene - og hvad det gør ved ham! Hundes indbyrdes relationer ligner nemlig for en stor del menneskers forhold, idet relationer hunde imellem også er præges af tætte og meget kærlighedsfulde bånd. Derfor kan hunde ligeledes føle stor sorg efter at have mistet deres bedste hundeven! Vær derfor meget opmærksom på hans adfærd den kommende tid! Hold især øje med, at han ikke bliver inaktiv eller på anden måde virker deprimeret. Det bedste I kan gøre i et sådan tilfælde, samt i forebyggelse heraf, er dagligt at tilbyde ham masser af positivt samvær, motion og mental aktivering!
Øvelser i hverdagen
Hvis han har det godt med andre hunde, kan I for eksempel lade ham lege eller blot gå lange ture i samvær med andre hunde.
Øvelser, der stimulerer ham mentalt, som for eksempel kunne være søgning efter foder/godbidder i græs, lækre kødben, balance- og koordineringsøvelser, sjove tricks og problemløsninger - I kan hente inspiration i bøgerne "Ludvigs aktiveringsbog" af Marianne Vesterholt samt "Cirkusbog for hunde" af Helle Frandsen.
Urenlighed om natten
Det bedste råd jeg kan give dig vedrørende hans urenlighed om natten, er at tage ham ind til jer i soveværelset, når I skal sove! Hvis I sover tungt, og ikke hører, når han vågner, kan jeg anbefale følgende to ting:
- Have ham i snor bundet til dit hovedgærde, så han aktivt skal vække jer for at komme ud at tisse!
- Placer ham i en "kravlegård" igen ved dit hovedgærde, således at han ikke har mulighed for at gå væk fra sovestedet, og derfor også her aktivt skal vække jer for at komme ud!
Rigtig god træning
Med venlig hilsen
Laila Pedersen
Læs også:
Cairn besørger i fremmede hjem




