Omtumlet opvækst

Kære Merethe,

Vi har overtaget en fin lille papillon på fire år. Han har nu boet hos os i lidt over et år. Han har haft en omtumlet opvækst tre andre steder. Det andet sted, han boede, blev han reddet fra med skidt til knæene og uden en del pels. Her gik han rundt sammen med andre hunde.

Mod forventning bliver den lille fyr tillidsfuld på det tredje sted og får tilmed pels på kroppen. Men da hans tredje familie desværre bliver syge og svagtseende, får vi ham. Dyrlægen havde ellers foreslået at aflive ham, da han ikke skulle udsættes for flere svigt. Men han var jo en sund og rask hund, og vi fik ham tilbudt pga. vores store hundekendskab.

Han er en fantastisk hund! Han er blevet endnu mere livlig, har fået mere pels, fungerer med kattene og eeeelsker vores børn. Er begyndt at spise sin mad ved skålen i stedet for at tage en hurtig bid mad med hen under et bord eller en stol for at være i sikkerhed … Der er INGEN aggressiv adfærd, andet end den usikkerhed, han har over for andre hunde, som vi nu er ved at få bugt med.

Men han har nogle ting, vi ikke kan pille af ham. Han tisser på min mands halvdel af sengen! Og ja, vi har forsøgt at holde ham ude fra værelset. Både, når vi sover, og når vi ikke er der. Men får han sneget sig ind, så tisser han bevidst på mandens halvdel. Aldrig i min.

Vi har f.eks. forsøgt at lægge mad på stedet, hvor han finder på at tisse. Tænker, at han så ikke tisser, hvor han spiser. Men ak.

Derudover laver han lort på kontoret og i den ene søns værelse. Det er den søn, han er mest vild med. Om vi er hjemme, eller vi har gået ham helt flad, så gør han det alligevel. Nu lukker vi dørene til vores fordelingsgang, og han har så gangen, toilettet og stuen at futte rundt i. Vi vil bare så frygtelig gerne få ham det skridt videre. Eller er det umuligt?

Hundehilsen fra Sandra

ADFÆRDSBEHANDLEREN

Hej Sandra,

Det lyder til, at han er faldet godt til hos jer, trods de mange skift i bosteder, han har været ude for.

Umiddelbart vil jeg helt sikkert mene, at de problematikker, I har nu, også er til at få styr på – men det kræver en nærmere gennemgang af ham, hans adfærd, hans stressniveau og psyke, før jeg kan give jer noget seriøst og brugbart at arbejde med.

Det første, der slår mig med problemet med at besørge indenfor, er, at han enten er utryg eller stresset i situationerne. Eksperterne ser jo ikke længere urenlighed som en demonstration eller magtkamp, men mere og mere som en stressreaktion hos hunden. Kunsten er at finde frem til årsagen og behandle den, så urenligheden kan stoppe.

Hvis man blot kigger på stressniveauet og tænker på alle de skift, han har været igennem, kunne I måske forsøge jer med Bachs Blomsterremedier Rescue, fire dråber fire gange dagligt. De er stressdæmpende og kan i løbet af to til fire uger have en ganske god effekt. Men hvis det ikke stopper eller starter igen, når flasken med dråber er tom, så er det noget andet, der ligger bag adfærden, og så kræver det en mere dybdegående analyse af ham.

Så mit bedste råd til jer er at først forsøge med dråber eller evt. Zylkéne (et mælkeprotein, der forhandles gennem dyrlægen, men i håndkøb) og se, hvilken effekt det har. Hvis ikke det giver det ønskede resultat, vil jeg anbefale jer at få en adfærdsbehandler ud og hjælpe jer.

De bedste hundehilsener fra Merethe Børgart

Brevkassesvaret er fra Vi med Hund 1-2012.

Læs også: