Mops er bange for alt

Hejsa Laila!
Vi har to mops, Rocky på to år og Valborg på 14 måneder. Valborg har fra starten været lidt udsat. Hun kom ikke fra de bedste vilkår, men vi har gjort meget for at give hende kærlighed og tryghed, og det har også hjulpet et langt stykke hen af vejen. Men hun er simpelthen så bange. Bange for alt, f.eks. hvis vi lukker en låge, rejser os for hurtigt, eller der kommer nogen og larmer lidt. Hun går i panik, tisser på gulvet, laver stress-lyde og løber ud, så vi nærmest ikke kan lokke hende ind igen.
Det er blevet værre i den sidste måned, og vi prøver alt uden resultat. Rocky er en dejlig rolig mops, som overhovedet ikke er efter hende eller på nogen måde truer hende, så vi ved ikke, hvad der er galt eller hvad vi kan gøre mere.
Håber virkelig, du kan hjælpe!
Hilsen Christina
Kære Christina
Det er meget belastende for Valborg hele tiden at være på vagt overfor eventuelle farer. Ikke alene bliver hun bange i nuet, men går i panik og tisser, og har svært ved at komme ud af sin tilstand igen. Dem, der har prøvet at blive så bange, at de er gået i panik, ved, hvilken frustrerende tilstand det er at befinde sig i. Ud fra din beskrivelse lyder det som om, at hun dagligt kommer i en tilstand af panik, og jeg vil anbefale jer straks at kontakte en professionel behandler, der kan komme hjem til jer og lave behandlingsanalyse specifikt til Valborg.
Når man arbejder med hunde, er det nemlig umuligt at have generelle metoder til at opnå positive resultater! Der er rigtig mange faktorer, der spiller ind på hundes adfærd, og det er derfor nødvendigt at se Valborg og det miljø, der omgiver hende for at kunne hjælpe hende ud af hendes ængstelighed. Især fordi Valborg har det så svært som du beskriver det, er det vigtigt for at få hjulpet hende på helt rette kurs med den helt rette behandling!
Når det så er sagt, skal du med øjeblikkelig virkning gøre hendes hverdag mere tålelig ved at øge hendes selvværd. Først og fremmest er det essentielt vigtigt, at hun ikke udsættes for konflikter! Derfor skal I ignorere hendes eventuelle uønskede adfærd og rose hende BIG time, når hun gør noget godt eller rigtigt. Dernæst er det vigtigt, at hun dagligt kommer ud på gåture alene med jer. På disse ture skal du udfordre hende med forskellige aktiviteter. Disse aktiviteter kunne være:
Leg med en sød og ligeværdig hund. Igennem leg med andre hunde styrkes hun i at sende og modtage signaler fra andre hunde, hvilket vil øge hendes selvværd i forholdet til Rocky.
Balance- og koordineringsøvelser som f.eks. at gå på line, springe op/over, kravle under osv. Dette kan udføres i skoven på væltede træer og store sten, i bymiljø på bænke og brede kantesten. Hvis I bor i nærheden af en legeplads, er dette ligeledes en god mulighed, hvor hun kan gå på line rundt om sandkassen, kravle op i klatreborgen og måske lære at rutsche. Fælles for nævnte muligheder er, at hun aldrig må presses! Medbring masser af kvalitetsgodbidder som ost eller kylling, og beløn hende for at tage initiativ.
I hjemmet og på gåturen, vil hun elske at træne for "sjov-øvelser" sammen med jer. Disse øvelser kunne være sit, dæk og stå, rulle, sidde bamse, gi' pote, danse, zig-zag imellem ben, søge godbidder og meget mere. Jeg kan anbefale dig Helle Frandsens "Cirkusbog for hunde", som kan købes i Vi med Hunds webshop ( www.vimedhund.dk) . Bogen er enkel og nem at gå til med eksempler og træningsplaner.
Ved at Valborg dagligt kommer ud sammen med jer styrkers ikke alene hendes selvværd, men også hendes tillid til jer. Denne tillid vil ligeledes hjælpe hende til bedre at kunne afreagere, når hun bliver bange, idet jeres rolige adfærd i situationen vil smitte af på hende, men dette kræver som sagt, at hun har tillid til jeres dømmekraft! I kan med fordel anvende et D.A.P.- halsbånd under hele træningsforløbet, da dette vil have en positiv indvirkning på hendes adfærd. D.A.P. indeholder signalstoffet feromon, der har en beroligende effekt på hunde. Halsbåndet kan købes i håndkøb hos de fleste dyrlæger.
Rigtig god træning fra Laila Pedersen
Læs også:
Facts om den lille livlige mops
Jacob Haugaard og de musikalske mopser




