Japansk spids er blevet aggressiv
Hej Laila,
Jeg er ejer af en hengiven og legesyg japansk spids. Det er en han, og han er snart tre år gammel.
Men han har et problem, som jeg ikke kan få bugt med - han bryder sig ikke om andre hunde. Han startede med at være bange for dem (muligvis pga. to overfald i en hundeskov; jeg tager ham ikke med dertil mere - både fordi jeg ikke vil give ham flere år på sjælen, men også fordi jeg på nuværende tidspunkt er bange for, at han skal overfalde andre), men det har udviklet sig til aggressivitet - han lægger sig ofte ned, når andre hunde kommer imod os, og springer pludseligt op gøende og snerrende og forsøger at springe på dem.
Jeg skælder ud hver gang og forsøger en gang imellem at holde hans opmærksomhed fanget med masser af godbidder, men det har ikke hjulpet. Han har aldrig bidt en anden hund, men bare hans opførsel skræmmer både hunde og ejere.
Det besynderlige er, at jeg går til træning med ham (det har jeg gjort, siden han var hvalp), og han opfører sig pænt til træning ...
Hvad gør jeg?
Mvh Susanne
Kære Susanne
Hunde er visuelt orienterede, og aflæser derfor kropssignaler med synssansen. Dette bevirker, at det de ser, er det de reagerer på. Det er derfor nødvendigt for dig både at aflede og afskærme. Det vil sige, at du placerer dig selv foran din hund, så han ikke længere kan have direkte øjenkontakt med den forbi passerende, når du afleder ham. Så snart den anden hund har passeret, går I uanfægtet videre - undgå helt skæld ud, men husk altid, at rose ham for at følge dig.
Det er vigtigt, at du afskærmer på tolereret afstand til den forbipasserende, og leder din hunds opmærksomhed over på en simpel øvelse (lige som han er vant til det fra træningspladsen) såsom "sit" med kontakt til dig, hvor du forstærker med ekstra lækre godbidder som for eksempel som kyllingetern eller frikadelle.
Der vil med tiden ske det, at din hund bliver mere og mere afslappet ved møde med andre hunde, da han får erfaring med, at andre hunde snildt kan passere uden, at han skal forsvare sig selv. Skæld ham ALDRIG ud, hvis han skulle få mulighed for at blive udfarende, da din hund vil opfatte sådanne konflikter som en social tilkendegivelse, af en mulig trussel fra den forbipasserende!
Når han trækker så voldsomt frem, som du beskriver det, skal han have sele på! Det der sker, hvis han har halsbånd på er, at han får voldsomme ryk i hans nakke, der kan medføre skader som piskesmæld. Dernæst øger trykket mod hans strube hans i forvejen forhøjede stressniveau, idet han får kvælningsfornemmelser og svært ved at trække vejret. Når selen er kommet på, er det ligeledes vigtigt, at du sørger for, at DIN egen adfærd er afslappet og normaliseret - kunsten er nemlig at være upåvirket i situationen, idet din ro vil smitte af på din hund.
Lad en adfærdsbehandler eller dyrlæge vurdere, hvorvidt adfærden er hormonelt betinget - det man også kalder for en overmaskulinitet. I sådanne tilfælde kan en kastration nemlig lægge en dæmper på din hunds udfald, idet testosteronet hovedsageligt produceret i testiklerne. Typisk ville en hormonelt betinget aggression kun være møntet på andre hanner, men når han nu også har tidlige dårlige erfaringer med andre hunde, kan adfærden sagtens være blevet generelt på begge køn.
Vælger I at kastrere, kan du ikke forvente at se ændringer i hans adfærd før efter ca. 6 måneder, og et sådant indgreb skal altid suppleres med en korrekt træning på adfærden. I meget svære tilfælde kan man supplere den operative kastration med en kemisk kastration, der virker testosteronnedsættende allerede efter ca. 14 dage. Er du i tvivl, vil jeg foreslå, at I starter med en kemisk kastration, og såfremt der er en markant minimering i hans udfald, kan I derefter kastrere ham endeligt.
Rigtig god træning
Med venlig hilsen
Laila Pedersen




