Afstemning

Er min tæve drægtig?

Hej Laila!

Jeg har en pekingeser tæve på 2 år og 3 måneder (Malou). Vi har lånt os en hanhund, som er på samme alder.

Læs også: Uønsket parringsadfærd

Vi lånte ham først, hvor hun slet ikke var klar, men nu i denne weekend er hun helt klar, og der er sket to parringer på gennemsnitlig 20-25 min.

Kan det ske, hun er med hvalpe nu?

Læs også: Uro under fodringen

Hvor mange gange må de hoppe på hinanden? I dag virker Malou som om, hun ikke gider at have, han hopper op på hende! Hvad mon det kan skyldes?

Jeg håber du kan hjælpe mig - og vil jo helst gerne vide alt, da det er første gang :-D

Mvh Maria

Hej Maria

Det lyder da som to rigtig gode parringer, så mon ikke, at hun er blevet drægtig - det bliver meget spændende!

Normalt parrer man tæven to gange med én dags mellemrum. Så er man sikker på at være dækket ind, da sæden holdes befrugtningsdygtig i op til flere døgn i livmoderen. Man kan også vælge at få blodtestet sin tæve hos dyrlægen, for derved at finde det perfekte parringstidspunkt - og så er én parring nok.

Måden hvorpå man finder det nøjagtige parringstidspunkt på, er ved at måle hormonet progesteron i blodet. Progesteronindholdet stiger nemlig, når ægløsning finder sted. For at kunne følge denne stigning, er det derfor nødvendigt at få taget mindst to prøver.

Hanhunde er parringsvillig året rundt, såfremt der er løbske tæver. Hvorimod tæven kun er parringsvillig i nogle få dage - i og omkring ægløsningen (på ca. 12. til 15. dagen af løbetiden). Parringsvilligheden viser hun tydeligt ved at vende bagdelen mod hannen, køre halen til side og lade hannen bestige hende.

At Malou ikke gider, at han hopper på hende på tredjedagen, er for mig en indikation om, at hun er klinget af - dvs. at hun ikke længere er modtagelig for befrugtning! Hvis hanhunden havde været mere erfaren, ville hans interesse ligeledes være nedadgående, da hans drift er stærkt påvirket af de dufte, som tævens udskiller omkring befrugtningstidspunktet.

Hvis I er i tvivl om hendes drægtighed, kan dyrlægen scanne hende allerede, når hun er 21 dage henne i drægtigheden. Men du kan også vælge at få taget en blodprøve - blodprøven kan dog først vides sikker 25 til 30 dage efter parringen har fundet sted. Tal med din dyrlæge om disse samt andre muligheder!

Held og lykke med hvalpene

Med venlig hilsen

Laila Pedersen

Læs også:
Hunden i historien: Vist kan de synge!

Del