Brevkasse

Spørg eksperterne
Er Max en problemhund?
Hej Merethe
Min kæreste og jeg bor i en lejlighed på ca. 85 m2. Vi har anskaffet os en dansk-svensk gårdhund, en hanhund, Max. Vi fik ham, da han var tre måneder gammel, og nu er han lige fyldt et halvt år. Vi er bange for, at han er ved at blive en problemhund!
Vi er begge nybegyndere i at have hund og ved derfor ikke rigtig, hvad vi skal gøre trods meget søgning på nettet... Max har gået til hundetræning – hvalpesocialisering – og skal snart begynde på noget udvidet hvalpesocialisering, da hundetræneren sagde, at han ikke kunne forstå lydighed endnu.
Vores problem er:
1. Min kæreste har gået til træning sammen med ham, og jeg tror måske, det har noget at gøre med, at han mest respekterer ham. Når min kæreste er alene hjemme hos ham hele dagen, ligger han pænt i sin kurv og slapper af. Hvis jeg er alene med ham, traver han rundt i hele lejligheden og vil ikke ligge i sin kurv. Han kigger ofte meget skyldbevidst på mig, når jeg kalder på ham. Hvordan får jeg ham til at slappe af, når jeg er hjemme?
2. Han vil ikke komme, hvis vi kalder på ham. Han tror, vi vil lege vilde lege med ham konstant. Jeg har forsøgt i en periode at lade ham lege med en nabohund i en halv time hver dag, samt sprede hans mad ud på græsplænen for at få ham til at snuse sig til det. Jeg er bange for, at han bare stadig keder sig. Kan det have noget at gøre med, at han ikke vil komme, når vi kalder?
3. Han er desværre heller ikke blevet helt renlig endnu. For det meste sover han igennem hele natten uden at skulle ud – ca. fra kl. 21 til ca. 06, og i en periode kunne han også godt holde sig en hel dag, hvor vi er på arbejde fra ca. 07 til 15. Men det er, som om han har fået et tilbagefald og ikke kan holde sig længere, når han er alene hjemme. Han har lige haft ferie hos sine ”bedsteforældre” i en uge, kan det spille ind? Her blev han bare lukket ud i haven og havde ingen uheld indenfor. Herhjemme kan vi ikke bare lukke ham ud, da vi bor i byen. Normalt besørger han ca. kl. 16, efter vi er kommet hjem fra arbejde. Hvad skal vi gøre for at få ham helt renlig?
4. Han er meget, meget, meget livlig og vil kun lege vildt. Alt hans legetøj holder maksimum i en uge – det er, som om hans eneste formål er at ødelægge det. Så vidt vi kan se og har lagt mærke til, er han færdig med at få tænder.
Han er desuden meget urolig, når vi er ude at gå tur. Han vil snakke med alt og alle. Han går nærmest på to ben hele vejen, fordi han bare vil frem. Vi har overvejet at få ham kastreret i håb om, at han ikke stikker af fra os og måske bliver en smule mere rolig – kan det hjælpe?
5. Mange af mine bekendte fortæller, at det eneste, der hjælper, er at være efter ham, dog kan jeg læse på nettet, at man ikke må være for hård specielt, når det er en hvalp. Jeg er normal meget tålmodig, men jeg har godt nok svært ved at holde modet oppe, når jeg ikke synes, det bliver bedre. Og jeg får ret dårlig samvittighed, hvis jeg har skældt ham ud.
6. Et sidste problem er, at han er bange for lukkede døre. Hvis vi lukker ham inde i et rimelig rummeligt værelse, så piber han og besørger alt, hvad han kan. Og det er med det samme, han gør det. Som om han nærmest tvinger det ud af sig. Vi har forsøgt at give ham f.eks. et griseøre, men det hjælper ikke. Hvordan vænner man ham af med den angst?
Ved godt, det er mange spørgsmål, men vi er sådan i vildrede.
På forhånd tak fra Mona, den uerfarne
Svar fra adfærdsbehandleren:
Hej Mona
Tak for dine mange spørgsmål, og jeg håber ikke, der er gået alt for lang tid, fra du skrev, til svarene kommer her.
Som noget af det første vil jeg i den grad fraråde kastration. Som jeg læser det, er de udfordringer, I har, på ingen måde knyttet til hans kønsmodning. I værste fald kan han blive en usikker og bange hund, når testosteronproduktionen fjernes, og det kan give endnu større problemer, som kan være nærmest umulige at løse.
Så slået helt fast – INGEN KASTRATION!
Jeg hæfter mig ved, at du skriver, han kun vil lege vildt. Vilde lege kan være meget stressende for vores hunde, og de er ikke – hverken som hvalpe eller voksne – i stand til selv at dosere mængden af vild leg. Det er noget, vi mennesker må gøre for dem.
Så stop alle de vilde lege! Brug i stedet tiden på sjove søgeøvelser og gerne forskellige former for problemløsning, hvor han skal bruge sit hoved og sin næse frem for sin fysik og sine tænder. Det kan selvfølgelig være svært i starten, men her kommer tålmodigheden ind i billedet: Hold ud, og vis ham de gode, afstressende lege i stedet, og vær sammen med ham om det.
Hårdhed hjælper på ingen måde! Selvfølgelig skal der være en vis konsekvens på den kærlige måde, og der skal sættes nogle grænser. Men der er ingen grund til at være hård. Kig i stedet på den adfærd, I gerne vil have mere af, og ros ham, hver gang han gør noget, I ønsker. Ignorer som udgangspunkt det, I ikke vil have. Så vil det lige så stille slutte af sig selv. Der kan selvfølgelig være situationer, hvor I må sige nej m.m., men jo færre gange, des bedre.
Hans urenlighed kan både være et tilbagefald i forbindelse med pasning, hvor der var have, men det kan også være et symptom på, at han faktisk er lidt stresset. Også her hjælper det at stoppe de vilde lege og give ham søgeøvelser m.m. i stedet.
Han er stadig en meget ung hund og er i gang med at finde ud af, hvordan alting i hans hundeliv skal hænge sammen. Man kan sammenligne en hund på seks måneder med et barn på seks år – der skal også tålmodighed og kærlig guiding til for at få det hele til at lykkes.
Det, at han ikke kommer, når I kalder, lyder mere, som om der ikke har været en succes i træningen. For at starte forfra kan det anbefales at give en anden kommando eller bruge en lyd eller fløjte i forbindelse med indkaldet.
I starten vil jeg anbefale, at Max får de absolut bedste godbidder, når han kommer. Start med så kort en afstand, at det ikke kan blive andet end en succes. Øv jer på steder, hvor der ikke sker så meget, så han koncentrerer sig om jer.
Udfør træningen så ofte I kan, jo flere gange der er succes, des bedre sidder det fast. Hvis han ikke kommer, så undlad at skælde ud eller gå efter ham! Vend i stedet rundt, og rod evt. lidt i jorden. Når han så kommer, fordi han måske er blevet nysgerrig, så ros ham og beløn med lækkerier.
Jeg håber, at I får nogle værktøjer der, hvor I går til træning også. Det er jo nemmere at træne, hvis I samtidig kan få noget hjælp fra træneren i øjeblikket.
Hvis I stadig synes, at der er problemer/udfordringer, så kan jeg anbefale, at I tager fat i en professionel adfærdsbehandler, der kan komme hjem til jer. I får på denne måde nogle helt klare retningslinjer at gå efter, så alt bliver så godt som muligt.
Det er nu, at fundamentet til de næste 12-14 år lægges, så det kan godt betale sig at bruge tid og penge på at få det til at køre bedst muligt.
PS: Luk aldrig en hund alene inde i et rum som straf! Den bliver dybt ulykkelig og bange og forstår slet ingenting!
Held og lykke med Max fra Merethe Børgart
Denne brevkasse er fra Vi med Hund nr. 06/2011, der kan købes i webshoppen.




